Nu har vi i høj grad brug for håb og livsmod. Det er der masser af i teksterne der skulle have lydt til gudstjenesten søndag den 22. marts - også kaldet Midfaste søndag. Her kommer teksterne i den nye oversættelse fra 2020 Bibelen sammen med en lille skriftlig prædiken fuld af Nørrebro, hjælsomhed, Master Fatman og meningsfuldhed til alle os, der er i samme båd hver for sig. Illustration med tilladelse fra CartoonChurch.com
Bibelen 2020: Midfaste søndag 22. marts 2020 - Anden tekstrække
Anden Mosebog 16,11-18 11-12 »Jeg har hørt, hvordan de brokker sig,« sagde Gud til Moses. »Lige inden det bliver mørkt, vil I få kød at spise, og i morgen kan I spise jer mætte i brød. Og så vil de endelig forstå, at jeg er jeres Gud.« 13 Om aftenen blev hele jorden dækket af vagtler, der faldt ned fra himlen. Og næste morgen lå der dug hele vejen rundt om lejren. 14-15 Da duggen forsvandt, lå der over jorden et helt fint lag af noget, der lignede rimfrost. Da folk så det, kunne de ikke forstå, hvad det var. Men Moses forklarede dem, at det var det brød, Gud havde lovet dem. 16 »Gud siger, at I skal samle så meget, som I hver især kan spise, cirka en liter per person. Man samler ind til dem, der bor i ens telt – så må man selv regne ud, hvor meget.« 17-18 Det gjorde de så. Nogle samlede meget, andre lidt. Da de målte det op, havde den, der havde samlet meget, ikke taget for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke taget for lidt. Det passede med, hvor meget de hver især kunne spise.
Johannesevangeliet 6,24-35[36-37] 24 Da folk opdagede, at hverken Jesus eller disciplene længere var der, gik de ombord i bådene og tog til Kapernaum for at lede efter ham. 25 Da de kom derover, fandt de ham og spurgte: »Hvornår er du kommet hertil, rabbi?« 26 »Hør her,« svarede Jesus. »I opsøger mig ikke, fordi I forstod de tegn, I så, men bare fordi I fik brød og blev mætte. 27 I skal ikke bruge kræfter på det brød, der forsvinder, men på det, der bliver ved at være der, og som fører til evigt liv. Det vil jeg, Menneskesønnen, give jer, for det har Gud udvalgt mig til.« 28 »Hvad vil Gud have, at vi skalgøre?« spurgte de. 29 »Gud vil have, at I skal tro på ham, som han har sendt,« svarede Jesus. 30 »Hvad er det, du gør, som skal få os til at tro på dig? Hvilket tegn giver du os?« spurgte de og fortsatte: 31 »Vores forfædre fik manna i ørkenen. Det står der i Skrifterne: ›Han gav dem brød fra himlen at spise.‹« 32 »Nu skal I høre,« svarede Jesus. »Det var ikke Moses, der gav jer brød fra himlen, det gjorde min far. Og nu giver han jer det rigtige brød fra himlen. 33 Guds brød er nemlig det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« 34 »Så giv os altid det brød,« sagde de. 35 »Jeg er livets brød,« svarede Jesus. »Den, der kommer til mig, vil aldrig sulte, og den, der tror på mig, vil aldrig blive tørstig. 36 Men som jeg sagde: I har allerede set, hvem jeg er, og alligevel tror I ikke på mig. 37 Alle dem, min far giver mig ansvar for, vil også komme til mig, og dem sender jeg ikke væk.
Prædiken:
Der er næppe nogen af os, der ikke har begrebet ’karantæne’ lidt længere fremme i tankerne, end der ellers har været grund til i umindelige tider. Bogstaveligt talt. Det er heldigvis 100 år siden, der sidst har været så farlig smitte i omløb i Danmark.
Det er anden uge hvor vi ikke kan samles i Simeons Kirkes skib og sidde og kigge lidt op på kirkeskibsmodellen af Georg Stage, der hænger midt i rummet og sejler mod opstandelsen og solopgangen. Det kunne vi ellers godt bruge, da vi i den grad er i samme båd. Men mens vi er ved de gamle skibe:
Danmarks søfartshistorie fortæller om, at karantæne var et fast element efter rejser til fremmede lande, eller hvis man havde syge ombord.
Man havde erfaring for, at hvis man isolerede besætningen i 40 dage, så var man sikker på, at enten var de syge blevet raske ELLER de var døde – OG de overlevende var smittefri.
Derfor havde man karantænestationer mange steder, til skibsbesætninger – Saltholm, Sprogø, Askholm og Kyholm blev brugt i Danmark.
Ordet karantæne kommer fra italiensk quarantina (oprindeligt quaranta giorni), der betyder fyrre dage eller fransk quarantaine, der betyder et antal af 40.
Den første af bibelteksterne i dag, den fra Anden Mosebog er fra den lange beretning om den ørkenvandring Moses ledede folket igennem. Vi ved desværre ikke hvor lang den ’ørkenvandring’ vi er på lige nu, for at bekæmpe smitten er. Men 40 år!! - som det tog Moses og folket at komme igennem deres ørkenvandring – så lang tid vil det ikke tage. Det tror vi ikke på. Men det er altså fra den her beretning vi har begrebet ørkenvandring.
Det med tallet 40, som altså også ligger til grund for karantænebegrebet, det er er meget brugt tal i Bibelen. Der var de 40 år i ørkenen, men i Det Nye Testamente må for eksempel Maria først fremvise den nyfødte Jesus i templet efter fyrre dage – sådan var den tid renselsregler eller barselsorlov om man vil. Det er derfor der er fyrre dage fra jul til kyndelmisse, som i den katolske kirke også kaldes Maria renselsesdag. Jesus vandrede alene i ørkenen i 40 dage og blev fristet af den onde selv. Og fra opstandelsen og til himmelfarten er der også fyrre dage.
Og såvel med Moses i ørkenen som i vores nuværende ørkenvandring i kampen mod corona-smitten gælder det at vi både har brug for ’det daglige brød’ som vi også kender det fra bønnen Fadervor – de daglige fornødenheder, og den mad der skal til for at holde os i live. Og vi har brug for ’livets brød’ som Jesus byder på i teksten fra Johannesevangeliet i dag.
Det ville være arrogant over for alle der lider nød og knaphed at sige at de skulle droppe at fokusere på ’mavens brød’ og kun tænke på det her symbolske ’livets brød’. Det kan man ikke når man sulter og lider nød, og er der noget Jesus ikke er, så er det arrogant overfor de nødlidende.
Når han alligevel så kraftigt tilskynder til at have fokus på noget andet end at fylde maverne, er det fordi ’livets brød’ er symbol på ikke det vi basalt lever af, men det vi lever for og det der giver meningsfuldhed og liv i livet. Det der gør at vi kan se en mening med det hele. Hvis vi mister dét fokus i en krisetid som denne, risikerer vi at blive fremmed både for os selv og hinanden og for Gud.
Dem der står omkring Jesus er tydeligvis forvirrede over hvad det egentlig er han taler om. Giv os altid det brød!! Smart hvis man kunne få et brød, der mættede for evigt. Mavens brød har en ret begrænset brændselsværdi. Der skal faktisk meget gerne noget nyt på tanken, altså i maven hver dag. Men livets brød er af en helt anden karakter. Det totalt anderledes er at der bliver mere af det når man deler ud. Der er ikke noget hokus pokus – vi kender det heldigvis fra vores eget liv. Det er nemlig ikke kun corona der smitter, der gør kærlighed også. Kærlighed i stort og småt. De smil vi for tiden på behørig afstand kan række videre til dem vi krydser i gadebilledet er ganske små bølger af meningsfuldhed og tiltro til medmennesket og fællesskabet og de gør en forskel, nu hvor vi er så afsondrede fra hinanden.
Livets brød bliver vi rigere af at give videre af og det behøver således altså ikke handle om at vi har en masse penge at give til velgørenhed, selvom der er nok der kunne trænge til det. Alle har vi noget at give af. Et venligt telefonopkald til en, der bor alene. Et smil på gaden. En lille opmærksom sms eller mail. Det er sådan vi kan arbejde på at vende de slugter af mistro og meningsløshed, der altid åbner sig i krisetider. Det er sådan vi kan arbejde mod trangen til at kaste skyld på andre og blive fri for selv at kæmpe med de tanker om skyld, der har det med at opstå. Er det kinesernes skyld? Er det regeringens skyld? Er det mediernes skyld? Er det kødspisernes skyld? Er det skituristernes skyld? Er det soldyrkernes skyld? Er det dem der nyser uden at holde sig for mundens skyld? Er det min skyld hvis jeg selv eller andre bliver smittet?
Man kan ikke have skyld i noget man ikke har magt over og lige nu har vi ikke magt over smitten. Vi kan tage medansvar for de ting vi kan gøre noget ved. Der er jo det vi gør ved at sidde hjemme og holde afstand ude og være hulens omhyggelige med hygiejnen. Men skyld kommer vi ikke nogen vegne med. Måske er vores trang til at kaste skyld på andre et udtryk for hvor ubærligt det er for os selv at føle skyld. Jesus kom for at vandre med os i alt hvad vi går igennem og for at løfte skyldens byrde af vores skuldre så vi kan leve og elske frit.
Heldigvis er corona jo ikke det eneste der smitter. Kærlighed smitter i den grad også og det er det fokus vi må have nu for at holde modet oppe hos os selv og hinanden. Det er det Master Fatman kaldte ”Det store kosmiske dominospil”. Master Fatman boede i vores sogn her på Nørrebro. Her på torsdag den 26. marts er det et år siden han døde. Morten Lindberg som han jo i virkeligheden hed fik en kristen begravelse men bekendte sig ikke som specifikt kristen. Ikke desto mindre var han bedre end de fleste til at forklare for tusinder af unge voksne hvordan man gør ens eget og andres liv meningsfuldt ved at sætte gang i det her ’kosmiske dominospil’. Altså ved at sætte en kærlighedsbevægelse i gang der breder sig. Ved at hjælpe hvor det hverken er krævet eller forventet – men bare fordi du kan. Han foreslog at bekæmpe jalousi ved at tage hjem og hjælpe med at tapetsere hos din gamles kæreste og hendes nye fyr, hvis du var blevet forladt. Han foreslog at hvis bager-pigen var rigtigt sur tidligt søndag morgen, fordi hun nok havde været til techno-fest hele natten – så tag lige og hjælp hende med at flytte nogle rigtigt tunge mælkekasser. Så bliver hun så glædeligt overrasket at hun måske går hjem og ringer til sin lidt kedelige mor, der så bliver så glad at hun forkæler din far, som så får overskud til at være en meget bedre kollega. Måske tager han kage med på arbejde, eller blomster. Kollegerne bliver glædeligt overraskede og får måske lyst til at ringe til gamle venner.. Og sådan bliver det ved. Lige nu må vi stort set ikke mødes, men at række livets brød videre eller sætte gang i det store kosmiske dominospil, det virker på tværs af alt der skiller os ad fordi sådan er det med kærlighed og Helligånd. Livets brød bliver vi rigere af at dele ud af og det knytter os sammen med Gud og hinanden.
Lige nu er der mistro og pegefingre. Men der er sandelig også samfundssind. Der er et kæmpe korps af frivillige i sundhedssektoren, der har meldt sig i kampen mod corona. Der er kokke fra de fineste michelin-stjerne restauranter, der frivilligt laver mad til byens hjemløse, hvilket også kommer de meget skrøbelige hjemløse på herberget i Hillerødgade, som vores sogn gennem Kirkens Korshær er knyttet til, til gode. Der er naboer der her på Nørrebro giver hinanden og andre livsmod ved at synge sammen fra altanerne, der er telefonkæder og nabohjælpstiltag. Behovet er til gengæld også umætteligt for man kan aldrig tale om at der kan blive for meget hjælp og kærlighed og der er bestemt også nogle, der endnu ikke har mærket den hjælp der er.
Livets brød er det vi lever for. Det er det, det der knytter os sammen og det skal gives videre for at blive til virkelighed. Det mest naturlige ville være at gå til nadver sammen lige om lidt for der at blive mindet om at vi hører sammen og er lige for Gud og i øjenhøjde uanset hvad vi bærer med os. Det kan vi ikke gøre ved samme bord lige nu, så derfor må vi finde andre måder at række livets brød videre på, så vi styrker både os selv og andre i det håb der er så altafgørende for at have livsmod til at arbejde på at vi er på vej mod en bedre verden og sammen kan bekæmpe det, der truer. Ikke bare sygdomme men bestemt også mismod og mistro.
Vi kan komme til Jesus med alt hvad vi går og står med. Også vores angst og mistro og andre mindre flotte føleleser og tanker, for som han lover os så ubetinget i teksten til i dag: Dem som kommer til mig, sender jeg ikke væk. Han samler os for at give os trøst, håb og livsmod – og sender os for at række livets brød videre. Amen